I dag stod jeg op 6:30. Vinden havde løjet af … endelig … når nu den ikke gad at skifte retning 180 grader. Det gik ret fint og under 4 timer var jeg i Lauenburg.
Indkvarteringen i Ruder Gesellschaft Lauenburg som også har en kajakafdeling, gik ret smertefrit. Overnatning, øl, schnitzel, sodavand på klods. Kassen var lukket da jeg ville betale, vi afregner i morgen. Fornem tillid.
Jeg var ude og se lidt til byen. Den er ikke så stor, men flot og med historie.



Og udsigten fra borgen, nu rådhus, over Elben i den retning jeg kom fra.

Og mens jeg gik rundt i byen, så var jeg lige trængende. Ind på en beværtning, og de sagde hvis du bestiller noget så får du en polet. Så jeg bestilte en “Köstritzer Schwartzbier” … prøv at udtale det korrekt :-). Læg mærke til poletten!!

Tilbage i klubhuset nyder jeg en sodavand og en Kuhbonbon som vi plejede at kalde dem, selv om de hedder Sahne Muh-Muhs.

Og så nyder jeg udsigten fra terassen over bådhallen hvor min kajak er låst væk (første gang på turen) – ren luksus. Mens jeg sidder og nyder aftenen og skriver på bloggen kommer værtinden og siger “Der kommer en og han skal bare vande alle blomster”. Jeg siger “Så må jeg hellere flytte mig”. Hun smiler ogg siger “Nej, nej, han vander bare ALLE blomster”. Så siger jeg “Ja, og jeg hedder Blume, så jeg må hellere flytte mig”. Og så grinede hun. Min mor gjorde det en del gange dengang jeg boede derhjemme. Så gik hun rundt og vandede ALLE blomster mens man selv sad og så TV.

Og i morgen venter der noget sightseeing og se om jeg kan vaske tøj.