Dag 22 Travemünde til Wismar – 43 km / sum 472 km

Vejret var solrigt, og kun meget lidt vind.

Afsted mod Øst. Dagen skulle vise om det blev Boltenhagen eller endda Wismar.

Det gik meget fint med at komme afsted, efter at have fået bugseret en fuldlæsset kajak ned ad en trappe til vandet … ikke lige det bedste ved gelcoat’en og kajakken. De første 10 kilometer gik godt og da jeg vendte blikket tilbage mod Travemünde kunne man let set den høje Maritim-bygning, tænk at det er 10 km dertil. Yderligere 5 km før jeg for alvor kom “rundt om hjørnet” og ikke kunne se dertil mere. Masser af flot kyst, med skiftende strande, skove og sejlkyster. Lange stræk kunne man se bunden, der var ret fladt, ideelt til at bade. Og der var også et par piger der fnisende hilste på mig cirka 100 m fra kysten. Jeg havde ikke set dem før de rejste sig op. Den havde de nok luret 😉

Efter 20 km holdt jeg pause 1 times tid, og bare nød at være alene på en stejlkyststrand. Lidt væske og en müslibar og så gik det videre. Jeg roede ikke ind i nogen af bugterne men bare tværs over.

Til sidst kom jeg rundt om hjørnet og kunne se Wismar. Fra vandet kan man kun se noget industri som næsten spærrer udsigten til den gamle by, den sidste del blev spærret af et krydstogtskib der blev bygget færdig udenfor den hal hvor det blev bygget, kæmpestort.

Ankommet til TSG Wismar kommer jeg ind i havnen da jeg bliver guidet af Andreas, som viser mig hen til kajakbroen. Endnu en venlig sjæl kommer og tager fat i den tunge kajak. Og jeg når kun lige at placere kajakken på græsplænen da jeg bliver modtaget med Underberg og velkomst, info hvor jeg kan slå telt op og tage bad. Og hvis jeg vil deltage i deres tour rundt om øen Poel lørdag var jeg velkommen til det. Der ville komme cirka 50 deltagere. Gratis grillpølser oppe på terassen, øl og sodavand i køleskabet. Der var nu gået omkring 10 minutter siden jeg roede ind i havnen.

Ulrich og familie som jeg mødte i Travemünde første dagen ville tage til Wismar. Dem hilste jeg på på afstand da de cyklede ind til byen. Jeg skulle bare hurtigt i bad og så i Netto.

Under velkomsten hilste jeg også på Andrea, som kom hen og spurgte til turen. Forældrene til nogen børn holdte afslutningsfest for skoleåret, og fordi klubben havde så skønne forhold så gjorde de det dér, fortalte hun. Så der var masser af liv i TSG Wismar ved ankomst. Andrea anbefalede restaurant Pfau, som hendes gode veninde driver, den ville jeg prøve dagen efter. Hun var også så sød at tilbyde lidt snacks, men jeg skulle lige sørge for hurtigt at få en god portion spiste. Der var mange som interesseret spurgte ind til turen, men man kunne også mærke at man her i klubben havde flere som roede ganske meget, eller i hvert fald har gjort det, og de var vandt til Østersøen … ikke kun flodroning. Masser af gode tips og erfaringer til de kommende dage.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *