Afgang Kajakhotellet

I går gik det afsted fra KajakhotelletAmager Strand. Det er til dagligt min hjemmebase, hvor jeg ror og underviser fra. Peter min kajakchef og Anders chefen for Kajakhotellet kom og ønskede mig en god tur. Peter satte kaffen over mens vi pakkede bilen. Og til sidst skulle de lige checke styrken på mine arme.

Olaf fra Düsseldorf var også kommet for at sige farvel. Olaf besøgte Kajakhotellet første gang for nogle år siden og er siden vendt tilbage igen, og igen. Så vi er kommet til at ro og træne en del sammen, og snakke kajak på Brewpub.

KanoKajakCenter – kajak klargøring

I dag var jeg forbi Frederiksdal og KanoKajakCenter og hente min kajak. Den skulle lige gøres turklar. Og det blev den i den grad … stor tak til Kim som gennemgik både de ting jeg selv havde observeret og et par ekstra ting, så det endte med en kajak “ready for action” 🙂

At kajakreparation kunne være en akrobatisk udfoldning var jeg ikke helt klar over. Hvis det var en OL gren, så er jeg sikker på at Kim ville være en kandidat til guld.

Og tak til “The Sønderups” for at låne mig bilen igen!! Trods alt lidt hurtigere end at ro den til Amager.

Pressen og naboen

Så blev jeg kontaktet af pressen … “Der Nordschleswiger” … som gerne ville bringe et indlæg. Det var selveste Kjeld Thomsen som ringede, min gamle nabo fra Tinglev-tiden og det var jo ret sjovt. Selvfølgelig skulle han lige høre om min ankomst i Lübeck tilfældigvis passede med socialtjenestens udflugt og deres bådtur rundt om indre by, men jeg ankommer først en til to uger senere. Vi aftalte at vi lægger sidste hånd på artiklen i starten af næste uge, så hold øje med avisen.

Forberedelserne er i gang

Forberedelserne kører og flere af detaljerne er i dag kommet på plads med hjælp fra Christian Havrehed og Yantu Project.

I dag var jeg forbi hos Christian Havrehed og jeg fik også denne gang en masse inspiration om eventyr. Vi fik booket bil og færgebillet. Og Christian har fra egne eventyr en masse udstyr som kunne give min tur et ekstra pift og som jeg kunne låne. Jeg fik lånt et GoPro kamera med tilbehør og, en Garmin InReach til LiveTrack af turen, og en siddepude til … tja hvad mon. Og mange tak for sponsoratet på turmaden, som var overskud fra turen “Danmark rundt i robåd for et renere hav”. Hvis i vil høre mere om Christians eventyr, om det skal være til inspiration, teambuilding eller noget helt andet så kan i se mere her.

Start 19.6. fra Berlin Rigsdagen

Nu er planen ved at tage form for min rotur i havkajak fra Berlin til København. Christian H. havde et godt tilbud jeg ikke kunne sige nej til, han kunne køre mig til Berlin på et godt tidspunkt. Så vi kører i bil fra København til Berlin d. 18.6., tager en overnatning, og jeg ror så afsted fra Berlin d. 19.6.