Egentlig ville jeg sove til kl. 8, men jeg havde ikke den bedste nat søvn. Jeg fik pakket sammen, der var flere våde ting fordi det periodisk havde regnet natten før.

Da jeg kørte kajakken ud på broen, kom en gut gående med kajak, og jeg spurgte kækt “Skal du med til Travemünde?” Det viste sig han ville et stykke af vejen og så vende om igen. Det var Marc, den første på turen som jeg roede en længere strækning med, og det var rigtig hyggeligt. Vi fik snakket om lidt af hvert og solen skinnede sådan halvt i hvert fald. Turen førte halvvejs rundt om den gamle bykerne, vi kom forbi en replica af en kogge, båden som hanse’n benyttede sig af i stor stil. Tak for selskabet Marc, og godt du nåede at hente børnene 😀

Videre mod Travemünde, så kom jeg forbi Herrenwyk hvor min fars tante havde boet. Det så helt anderledes ud fra vandet end jeg havde forestillet mig. Men meget flot. Herfra var der medstrøm og medvind. Jeg overhalede en træsejlbåd og tempoet var omkring de 5 knob.

Så kom jeg rundt om et hjørne og kunne spotte den meget høje Maritim-bygning, så der var få kilometer tilbage af dagens etappe.

Overnatningsstedet er en lille trekantet grund lige ved indsejlingen til havnen, som tilhører Verein für Kanusport Lübeck. Klubskuret har udsigt mod det gamle skoleskib Passat, som er søsterskibet til den forulykkede Pamir, som jeg tidligere viste redningsbåden af. Imponerende og flot båd.

Mine forældre havde fulgt lidt med fra Lübeck langs med floden, og mødte mig i Travemünde. Vi tog også ud og spiste noget mad, men jeg var ved at falde i søvn, da jeg ikke havde sovet meget de sidste 2 nætter. Så vi sagde farvel, og jeg tog en 2 timers lur.

Senere da jeg sad i klubhuset og checkede vejret de kommende dage, så kunne jeg høre en dyb brummen og jeg løb ud, og ja det var “Oma’s Schiff” som helt tilfældigvis kom i havn lige dér. Ok, det er ikke helt den samme båd mere, men symbolsk, der er den gamle Nils Holgerson og den nye.

Lidt indkøb til dagen efter, og så var det også bare med at falde til ro og gøre klar til dagen efter.

Det var det helt rigtige for mig at komme afsted på denne tur.

Jeg får masser af oplevelser, møder folk, ser nogen ting … og får roet nogle kilometer ind i mellem.

Bare tag afsted … på jeres egen tur … om det er kajak eller noget helt andet. Det skal nok gå.

Turen jeg har valgt er jo ikke teknisk svært. Der hvor jeg indtil nu har lært mest mht. kajak er at ro på “Bundeswasserstrassen” og der gælder trafikregler derude, som er godt at have lidt kendskab til. Rødt = forbudt, blåt = tilladt. Der er kilometertavler så man kan se hvor langt man er nået. Sluserne var også nye for mig. Og her gælder normalt store både først og kajakker sidst. Krydset over Østersøen er det der skal tænkes over mest, især fordi det planlagte kryds er mod nordvest, vinden kommer typisk fra vest, der kan være op til en knob strøm og det er 45 km, men mon ikke der kommer en dag med rimelige eller endda gode konditioner.

Pas også godt på kroppen og tag noget tid til at pleje den. Tingene hober sig op, ikke mindst myggestik og tør hud med rifter, vabler og gnavesår.

Grejet har også fået lidt skavanker. Kajakken tager lidt vand ind efter at have været tør i starten, skal se om gaffa-tape kan klare det. Drikkeslangen, som er lidt tynd, får sig nogle knæk som blokerer for væsken. Telt, tøj og andre ting bliver ikke så tør som man kunne håbe. Men lige om lidt skulle vejret blive periodisk bedre.

Forældrene kom forbi i Lübeck og de inviterede på noget mad. Faktisk blev det til den første rigtige Wiener Schnitzel på turen hos Paulaner restauranten. De andre snød lidt. 😉

Jeg nåede også lige at sige farvel til en flok hos Kanu Club Lübeck, inden det var tid til at kravle i seng.

En så lang tur kommer ikke helt uden at diverse ting driller lidt. Så jeg tager et godt hvil i Lübeck og giver grejet et eftersyn. Formentlig 5 dage i alt.

Og så er der jo også selve byen jeg er kommet for at se.

“Døden fra Lübeck“

Djævlen, som var så glad fordi han troede man var igang med at bygge et værtshus, men det var en kirke, Marienkirche. Så djævlen ville smadre kirken med den sten han sidder på. Håndværkerne fik talt ham fra det og lovede de ville bygge et værtshus lige overfor, som var rådhuskælderen.

Rådhuset til højre og Marienkirche, den med djævlen, i baggrunden.

Holstentor, Lübecks vartegn, med nogen af de gamle saltlagere,

Trave-floden som omkranser den gamle bykerne.

Og da jeg jo er på kajaktur, så skal der også lige nævnes Pamir-redningsbåden som var det eneste man fandt efter skoleskibet Pamir forulykkede og sank i en orkan udenfor Azorene på vej hjem. En model af Pamir hænger i vinduet. Søsterskibet Passat kommer jeg til at passere i Travemünde lige før jeg rammer østersøen.

Men, det skal hellere ikke være så seriøst det hele: “Any damn fool can navigate the world sober. It takes a really good sailor to do it drunk.” Sir Francis Chichester

Burgtor i den nordlige ende af Lübecks gamle bykerne er også stedet hvor “Valdemar Sejr” eller “den anden” havde en borg dengang han regerede her.

Og så en privat note, bedsteforædrenes “hus” står stadigvæk meget flot. Det var ikke deres hus, men de passede det for en familie. Og jeg har mange minder fra den gang.

Langs med Trave-floden rundt om den gamle bykerne, så har beboerne deres både liggende ubeskyttet liggende, dog normalt aflåst. De heldige har en større båd liggende hen over deres egen båd, eller så har de måske 2 både.

Ville egentlig have været afsted lidt tidligere, men … der var så meget ro i huset, og jeg var træt … og det viste sig at være godt. Jeg kom afsted kl. 11. Jeg anede endnu ikke, at det ville blive lidt af et ræs mellem sluserne.

Modvind til at starte med … arghh. Men heldigvis var det ikke så slemt på selve turen. Jeg var ret godt beskyttet af træerne på siderne.

Der er 5 sluser mellem Mölln og Lübeck, og de prioriterer erhvervstrafik, og andre må væbne sig med ventetid. I denne tørke er de hellere ikke meget for at sluse enkelte både igennem, så der kan være noget opsamling. Og sådan var det også.

Jeg kom til den første sluse, og kunne ikke få min mobil til at kalde slusen. Heldigvis var der en sejlbåd “Carola Rackete” som kom til ventepladsen foran slusen umiddelbart efter mig. De fik kaldt slusen. Vi skulle vente cirka 15-20 min fordi slusen var åben i den anden side, og der kom en båd kort tid efter. I mellemtiden kom der 2 motorbåde, “Auszeit” og “Cicero”, mere på vores side. I ventetiden gik vi op til slusen og hilste på sluseren, og han ville ringe til de efterfølgende 4 sluser og sige der kom et togt på 3 både og en kajak. Det gør de gerne for at sluse mere smidigt. Jeg tænkte bare de er jo hurtigere end mig, såååhh … hvordan det mon kommer til at gå.

Nå, slusen gav os nu grønt lys, og jeg var inde som den første. Normalt skal jeg være den sidste så de hurtige både kan komme ud først. Da Donnerschleuse (tordenslusen) åbnede lynede jeg afsted. Der gik 1,5 km før den sidste båd havde hentet mig. Og der kom også opmuntrende kommentarer fra alle 3 både. Efter i alt 4 km roede jeg ind i Behlendorf-slusen som den sidste. “Cicero” havde målt min fart til 9 km/h. Den lavede en god hækbølge da den passerede, men de holdt respektfuld afstand …. så jeg kunne ikke nå den.

Berkenthin-slusen næst – 3 km. Denne gang var jeg forberedt på “Cicero”‘s hækbølge og jeg lå lige skråt bagved den. Det virkede, jeg fløj afsted. I modsætning til tidligere, hvor jeg bare skulle bruge en masse kræfter, men ikke behøvede at være særlig obs, så var det fuldstændig omvendt nu, ikke mange kræfter men meget obs på at jeg ikke bankede ind i motorbåden. Og der var god grund til det. “Cicero” var en høj båd og derfor blev den skubbet en del runnd af vindstød på samme måde som en kajak, bagenden skred ud. Hvis vinden trykkede motorbådens bagende væk, så var han nød til at skubbe den tilbage over båd mig. Det betød så også at skruen sugede vandet således at jeg blev suget ind mod båden. Oh shit. Omvendt hvis båden blev skubbet mod mig, så resulterede det at jeg blev jeg skubbet væk. Jeg mistede bølgen et kort øjeblik, men motorbåden var nød til at sætte farten en tak ned næsten samtidig, så jeg fangede den igen, og holdt den cirka halvvejen. Men jeg nåede at komme ind i slusen mens motorbåden var ved at gøre sig fast. Igen kom båden med opmuntrende tilråb, hvor er de dog flinke! Jeg var glad, men øm i kroppen.

Krummesse-slusen næst – 5 km. Jeg tænkte det kommer til at blive hårdt. Hægtede mig på hækbølgen, og mistede den efter 500 m allerede. PIS! Nu var der 4,5 km med hårdt arbejde. Men slusen ventede på mig! Bådene opmuntrede. Sluserinden smilte også med thumbs up. Jeg fik kort snakket med “Cicero” bådføreren, og forklarede hvad der virkede og hvad der ikke virkede for mig, og han ville se hvad han kunne gøre. Som sagt han blev selv skubbet en del af vinden.

Niederbüssau-slusen næst og sidste sluse før Lübeck. Der kunne ikke være langt til den. Jo, igen 5 km. Men jeg fik cirka 2 km koordineret med “Cicero” før han hægtede mig. I slusen fik jeg sagt farvel til de andre 3 både … jeg ville tøffe ind til Lübeck. I alt så fik de aldrig mere end 500 m forspring.

Da kanalen går over Trave-floden kan jeg mærke at vandet igen strømmer og jeg nyder det bare, da jeg kommer rundt om hjørnet og kan se de 2 tårne fra Lübecker Dom.

Kanu Club Lübeck e.V. er stedet jeg har valgt da det ligger ret tæt på kendt område for mig. Der er ikke langt til indre by, og rundt om hjørnet boede mine bedsteforældre.

Her et foto af domkirken fra kajakken. Eller … St. Petri kirketårnet. 😉

Kom afsted 6:15, fik en early riser badge fra Garmin. De første 10 km var der en del skygge både pga træer og endnu lavtstående sol. De næste 10 km havde man valget mellem skygge og alle mulige insekter eller ro i det mere åbne og så uden skygge, jeg skiftede mellem de to. Den sidste del foregik i et skiftende tempo, der var blevet gedigent varmt, og ikke så meget skygge. Ærmerne ned i vandet for at hjælpe på fordampningen, og kasketten samme vej.

Lauenborg slusen, som nok kan indeholde kajakker fra 2-3 kajakklubber, var ikke glad for at tømme en hel sluse til en enkelt kajak da han skal prioritere vandvolumnet til erhvervstraffikken, han snakkede om 1,5-2 h ventetid. Men i sidste ende gav han efter. Tænker han selv var kommet til den konklusion at jeg skulle tidligt og hurtigt afsted for ikke at fordampe i hedebølgen. Den anden sluse i dag gik ret smertefrit. Da slusen åbnede for mig var der en båd i den, men den kom ikke ud. Jeg havde dog fået grønt så jeg roede ind. Jeg spurgte ham om han havde ombesluttet sig og skulle tilbage igen, men han forklarede at han vedligeholdt kanten på slusen og pegede 3 meter op. Ha, det kunne jeg godt se, så jeg havde lige afbrudt hans arbejde fordi han ikke havde 3 meter lange arme. Men det tog ikke så længe før vi var deroppe igen.

Ankommet til Mölln skulle jeg lige finde roklubben Möllner Ruderclub (ikke at forveksle med MRC på Vesterbro som jeg løber hos). Det tog lidt tid at få kontakt til den ansvarlige for overnatninger i klubben, men så var det ret smerteløst. “Du får en sms med instrukser, og der hænger en nøgleboks ved klubdøren. Smid en 10’er i nøgleboksen når du smutter”.

Et hurtigt bad, dejlig velkommen afkøling, og afsted på byvandring, og sveden hagler efter 400 meter. Direkte ned til brønden med Till Eulenspiegel. Og derefter bymusset og Eulenspiegelmuseet. Og noget kaffe.

Varmen er så ulidelig at jeg trækker mig tilbage i roklubben, da er ganske fin en temperatur. Og jeg kan mærke jeg mangler lidt søvn. I morgen skal jeg tidlig afsted igen, dog ikke så tidlig som i dag. Jeg fik nemlig et godt tip om at de 5 sluser der er på vej til Lübeck kunne finde på at lukke tidligt. Jeg vil nævne for den første slusevært, at jeg skal hele vejen til Lübeck, det er cirka 30 km, så det bliver vel lidt over 7 timer afhængigt af sluserne. Vejret bliver “kun” 15-20 grader.

I dag skulle der være pause. Så afsted på morgenmadscafé med mig. Og det lå lige ved biblioteket, så der var jeg inde og kigge bagefter. Biblioteket havde et rum hvor der stod en hulens masse grej, Alle mulige 3D printere, 3D scannere, VHS-digitaliseringsgrej og hvad ved jeg. Det kunne man komme ind og benytte som borger under kyndig vejledning.

Så var det tid til Elbschifffahrtmuseum. Efter min smag var de gået et godt stykke over stregen med ineraktivitet. Og derfor gik det ret hurtigt med at komme ud igen. Øv. Det kunne have været meget mere interessant.

Modellen nedenunder viser en flod-mølle. Med drivankre hodes de 2 kaner fast, i mellem dem er der vandmøllehjulet som drives af floden, og i huset er der så en møllesten der drives rundt. Og så kommer den lille sorte båd ind fra venstre og får malet sit korn.

Åbenbart har der været guldfeber ved Elben som i Dresden blev kaldt “Elb-Klondike”, især ved lavvande når man kunne komme til de dybere liggende aflejringer.

Og jo, der var en kort tekst … endelig en … som forklarede at indenlands-skipperne udviklede deres eget sprog og kaldte kaffe for “Arschbackenbrühe” – røvballebryg. Nåh, videre til min lokale kaffepusher.

Indkøb på vejen hjem i ALDI … selvfølgelig. Om aftenen var jeg tilbage i klubben fik noget at spise og blev inviteret over til klubbens bord fordi de ville høre mere til min tur. Det viste sig at et af medlemmerne var tidligere fra Schnackenburg hvor jeg selv havde overnattet. Det førte en del snak med sig.

I morgen er der dømt hedebølge, det bliver ulideligt varm med op til 36 grader. Jeg vil prøve at starte ved 6 tiden hvor der allerede er meldt 18 grader og slusen ind i Elbe-Lübeck-Kanalen åbner. Den ligger lige rundt om hjørnet herfra. Så god nat herfra.

I dag stod jeg op 6:30. Vinden havde løjet af … endelig … når nu den ikke gad at skifte retning 180 grader. Det gik ret fint og under 4 timer var jeg i Lauenburg.

Indkvarteringen i Ruder Gesellschaft Lauenburg som også har en kajakafdeling, gik ret smertefrit. Overnatning, øl, schnitzel, sodavand på klods. Kassen var lukket da jeg ville betale, vi afregner i morgen. Fornem tillid.

Jeg var ude og se lidt til byen. Den er ikke så stor, men flot og med historie.

Og udsigten fra borgen, nu rådhus, over Elben i den retning jeg kom fra.

Og mens jeg gik rundt i byen, så var jeg lige trængende. Ind på en beværtning, og de sagde hvis du bestiller noget så får du en polet. Så jeg bestilte en “Köstritzer Schwartzbier” … prøv at udtale det korrekt :-). Læg mærke til poletten!!

Tilbage i klubhuset nyder jeg en sodavand og en Kuhbonbon som vi plejede at kalde dem, selv om de hedder Sahne Muh-Muhs.

Og så nyder jeg udsigten fra terassen over bådhallen hvor min kajak er låst væk (første gang på turen) – ren luksus. Mens jeg sidder og nyder aftenen og skriver på bloggen kommer værtinden og siger “Der kommer en og han skal bare vande alle blomster”. Jeg siger “Så må jeg hellere flytte mig”. Hun smiler ogg siger “Nej, nej, han vander bare ALLE blomster”. Så siger jeg “Ja, og jeg hedder Blume, så jeg må hellere flytte mig”. Og så grinede hun. Min mor gjorde det en del gange dengang jeg boede derhjemme. Så gik hun rundt og vandede ALLE blomster mens man selv sad og så TV.

Og i morgen venter der noget sightseeing og se om jeg kan vaske tøj.

Denne dag startede jeg med at ordne en del online ting. Det tog lidt tid, men jeg havde en ok WIFI forbindelse på pladsen. Der skulle også turplanlægges for resten af Elben, hvor det allerede fra starten var ret klar at der ikke kommer noget interessant før Lauenburg. Et forbipasserende par fra båden “Blue fin” sagde flere gange “god tur” fordi det tog helt frem til kl. 15 før jeg roede afsted.

Så, ud i kajakken. Snakke med sluseværten. Ro … ro … ro i modvind. Op på land ved Neu Darchau. Slå telt op. Snakke med et flinkt forbi passerende par. Spise lidt aftensmad og så kom Hardi og vi sad på bænken en times tid og snakkede om naturen og hvordan hver aften var forskellig selv om man kom det samme sted. Han viste et magisk flot billede han havde taget af solnedgangen bare få meter fra hvor vi sad. Hardi skulle hjem. Og jeg skrev lidt på bloggen.

God nat.

Jeg vågnede og pakkede alting. På udkig efter en drikkevandshane i havnen kom der lige en trang. Jeg ringede på hos Martin og fluks fik jeg tilbudt et toilet, morgenmad og kaffe. Jeg havde lige spist, men en kop kaffe ville jeg da hjertens gerne have.

Så Martin, svigerinden og mig sad i baghaven og talte om alt muligt … i 1,5 time. Hvor var det hyggeligt. Vi talte om den ro der var i området, ingen motorveje i nærheden, bare lidt lyde. Så kørte der en bil forbi og Martin råber “Ruhe!” og så grinede vi. Vi talte om Gorleben der ligger cirka 20 km herfra, som nogen måske husker fra de store protester i 70’erne. Her skulle der placeres et slutlager for nukleart affald m.m. Det talte grevinden også om dagen før, hvor familien fik tilbudt store summer for at sælge deres land, men det nægtede han. På en pressekonference henviste han til familiestatut’en med ordene:

“Omne praesens est momentaneum und gehet bald vorbei, die Futura währet lange und können lange währen und muss man also um ein kleinen und kurzen Genusses, dass, solange dauern wird und soll, nicht verderben.”

Med andre ord: man skal ikke ødelægge noget for fremtiden, bare for at nyde noget her og nu. Sådan! Men Gorleben lageret blev til virkelighed … bare for i 2020 at blive erklæret uegnet som lager.

Mens vi tre slubrer kaffen fortæller jeg at næste stop er Dömitz, og jeg får en anbefaling med på vej … “martins music café” … den skulle jo komme og vi griner igen. Dog var den lukket i dag.

Jeg siger tak for kaffe og begiver mig ud i modvinden med kajakken. Vind mod strøm og derfor op til en halv meters bølger, men hastigheden er ok. Jeg flyver forbi 2 andre kajakker og vi hilser kort. Næsten ingen andre på vandet.

Ankommet til Dömitz skal jeg sluses ind i havnen. Det tager lidt tid pga vandstandsforskellen og der kommer en del turbulens i slusen, men det blev klaret ved at holde fast i en stang man bare følger op/ned ved slusningen, så ingen tovværk.

Pladsen og værterne på WasserWanderZentrum er et nummer for sig selv. Med alt mulig tingel tangel, hawaiiskjorter, blå neglelak, lilla solbriller, hæklede toppe på træstubbene der omkranser teltområdet og …. selvfølgelig … en golfvogn der er lakeret Ferrari-rød og med påklæbet logo. Det er bare så gennemført! Ferrarien kom ikke med på billedet. Og så havde nogle rigtig gode hjemmelavede Bierknacker-pølser!

Selve byen er flot og der er også en fæstning. Og en isbutik som serverer DDR is fra Eispirat (is-pirat). Men næsten alt var lukket bortset fra en Biergarten med storke.

Nåh, i morgen er der en ny dag.

Skulle det virkelig lykkes at se slot Gartow til rundvisnigen kl. 16:00, der hvor min oldefar har arbejdet? Og se byen Gartow hvor de boede lige over for slottet, og hvor min farmor og søskende voksede op, og det samme med de første år for min far?

Jeg nåede det hele, og lidt til! 🙂

Om morgenen gik det stærkt med at komme afsted og jeg var ved slusen præcis til åbningstiden kl. 8:15 og blev sluset igennem med det samme, da slusen stod åbent i begge porte.

Ud på Elben efter kort tid, og nu hjalp strømmen, dog ikke så meget som håbet da der er lavvande i Elben. En fart på 5-5,5 knob hvoraf strømmen nok gav de cirka 2 knob. Modvinden var hård igen, så ja … vind mod strøm og en halv meter buler på vandet flere steder.

Fra kajakken prøvede jeg at kontakte turistforeningen og høre om jeg kunne få en plads til rundvisningen, men der var lidt udfordringer fra kajakken af, så jeg måtte bare ro videre.

Ankommet til Schnackenburg, godt udkørt, fandt jeg en plads til at gå i land, skiftede tøj, og så begyndte jeg at gå. Nu kun 1,5h til rundvisningen og 10 km landevej til Gartow. Efter 100m mødte jeg en herre der var ved at pakke bilen, og han ville gerne køre mig lidt senere. Vi aftalte at han ville samle mig op, når han så mig i vejkanten, så kunne jeg starte med at blaffe nu. Jeg fik et kort lift. Så jeg blev samlet op af den herre og sin kone. Tusind tak til dem. Nu var jeg nået til slottet i rigtig god tid til rundvisningen. Og jeg fik plads!!

Den nuværende grevinde Catharena Gräfin von Bernstorff tog imod os sammen med hendes svigermor. Vi fik et væld af informationer og set dele af slottet, bl.a. biblioteket hvor vi også hørte om Johann Hartwig von Bernstorff som jo blev dansk udenrigsminister og lidt til. Det var også ham der reelt set afskaffede stavnsbåndet, og frihedsstøtten som symboliserer dette er placeret lige ud for hovedbanegården midt i Vesterbrogade, gaden hvor jeg selv bor. Mange kender formentlig Bernstorff slot i Gentofte og Bernstorffsgade mellem hovedbanegården og Tivoli.

Efter endt rundvisning takkede jeg grevinden for en oplevelse som betød meget for mig personligt. Det fik hun spurgt ind til, og så faldt vi i snak om oldeforældrene, Vesterbrogade og slægten i Danmark, og min rotur. Jeg spurgte ind til om de havde nogle optegnelser over gamle medarbejdere, hvilket de havde men de var ikke digitaliseret og derfor svært tilgængelige. Jeg viste et billede hvor den daværende greve havde sendt lykønskninger til sølvbrylluppet af mine oldeforældre.

Snakken kom også ind på at min kajak lå i Schnackenburg 10 km fra Gartow og at jeg skulle tilbage dertil, og så fik jeg tilbudt at blive kørt af grevinden. Det takkede jeg bestemt ja til.

Sikke en oplevelserig dag. Den slog med længder alt det jeg havde oplevet indtil nu. Og hvor var det godt jeg holdt fast i at ro for fulde gardiner. Kan jeg overhovedet ro så hurtigt pga modvinden? Kan jeg overhovedet komme de 10 km ad landevejen? Kan jeg overhovedet få plads? Ja, ja, ja. Jeg sov godt og tungt.

Og så lige et par billeder af det hus oldeforældrene boede i, se sideindgangen. Det er oldefar som har plantet rosenbuskene foran hovedindgangen.

Om aftenen gik jeg en kort tur gennem byen Schnackenburg. Jeg mødte 2 og de hilste “Moin”. Jeg studsede lige, da jeg troede det sluttede omkring Hamborg. Så vi faldt i snak, Martin svigerinden og mig. Og jeg fik tilbudt at tage et bad næste morgen hvis jeg skulle trænge. Rundturen i byen tog 4,5 minut. En gade op, en gade ned. Den tredje havde jeg set. Tid til at sove.